Sygeplejersker bør belønnes for at blive hos patienterne. De er mindst lige så vigtige som dem, der forfremmes ind bag en computerskærm.

For nylig hældte tre overlæger fra Roskilde Sygehus et ordentligt skvæt brændstof på debatten om sygeplejerskernes løn- og arbejdsforhold med en kronik i Berlingske.

Man kan ikke beskylde de tre herrer for at gøre sig til for diplomatiet. Ej heller for at forsøge at understøtte eventuelle rester af arbejdsglæde blandt de sygeplejersker, som de selv arbejder sammen med til hverdag. 

De lagde kort sagt ikke fingrene imellem i beskrivelsen af en hverdag, som i deres øjne i udpræget grad lider under overadministration, tunge ledelseslag og “en hær af sygeplejersker – de såkaldte »privattøjssygeplejersker« – som meget sjældent ses i hospitalsuniform som påkrævet ved patientbehandling, og hvis funktion på ingen måde er klar for os eller de menige sygeplejersker”. Citat slut.

For udenforstående kan jeg oplyse, at begrebet “privattøjssygeplejersker” dækker over udviklingssygeplejersker, kvalitetssikringssygeplejersker, sygeplejeforskere og andre med baggrund i sygeplejefaget, som har udskiftet patientomsorg og pleje ved sengekanten med et mere akademisk arbejdsfelt – og en højere løn. Hvad man ikke kan fortænke dem i. De fleste vil vel gerne avancere i karrieren – og alle ønsker sig bedre løn.

Men hold da op, hvor vi savner dem på gulvet.

Spørgsmålet er i mine øjne derfor, om avancement og bedre løn nødvendigvis skal følge dem, der forlader det direkte patientarbejde? Hvorfor fornemmer vi væk fra patienterne og ind bag skærme og papirer? Hvorfor belønner vi ikke i stedet den fremragende sygeplejerske for at blive ved patienten og gøre den forskel, som kun god omsorg og pleje nu kan?

For to år siden var jeg indlagt på et overordentlig travlt sengeafsnit efter en hofteoperation. Heldigvis har jeg pårørende, som er vant til at træde til, så de klarede ret meget af min pleje i den uge, jeg lå der.

Men i sengen ved siden af min lå en ung kvinde, som var langt ringere stillet. Hun var alvorligt syg af kræft og havde været i kemoterapi i månederne forud for den operation, hun nu var indlagt for. Da hun kom langvejs fra, havde hun ikke mange besøg og ikke megen hjælp fra sygeplejerskerne, som var de travleste, jeg har oplevet i mine efterhånden mange år som patient. 

Plejen af min nabo blev derefter. Papbeholdere med lugtende opkast fik lov at stå længe på sengebordet ved siden af hende. Hun græd uden at få hjælp, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op for at hjælpe – eller for at gøre mig usynlig i en situation, hvor hun åbenlyst burde have haft en enestue og noget privatliv og omsorg. 

Til gengæld havde afdelingen så åbenbart et projekt kørende, som indebar, at hun en eftermiddag fik besøg af en sygeplejerske fra føromtalte mere akademiske lag. Projektsygeplejersken satte sig på en stol for enden af den unge kvindes seng og begyndte på en større udredning om det, som jeg forstod var et projekt, der havde “en lille smule penge til forbedringer for unge kræftpatienter”.

Ville min nabo være med? Hvad syntes hun? Kunne hun udfylde? Kunne hun indsende sine svar? Gøre dit? Gøre dat? Jeg var målløs. Det var så åbenlyst, hvad netop hun havde behov for. Nemlig omsorg, empati og en enestue. Men den var slet ikke inde på lystavlen hos “inkvisitionen”. Der var absolut intet blik for den unge kvinde, som kæmpede med sine smerter og med kvalme og opkastning og til sidst fik fremstammet, at “jeg må lige tænke over det”. 

Først da stoppede talestrømmen, og projektdamen forlod stuen (uden at hjælpe patienten), og jeg tænkte, at det var den mindst empatiske og unyttige tilgang til en patient, jeg hidtil havde oplevet. Hvordan fik man tid til det på en afdeling, som åbenlyst var underdrejet på den allermest basale pleje? Havde denne udviklingssygeplejerske da helt mistet forbindelsen til sit udgangspunkt?

Nu – to år senere tyder alt jo desværre på, at manglen på sygeplejersker er endnu større. Og i den situation er jeg faktisk (uden at abonnere på deres holdninger og fremgangsmåde i øvrigt) enig med de tre overlæger fra Roskilde i, at det er meget nødvendigt at se på, hvordan vi bruger de sparsomme kræfter. 

Og det betyder ikke, at der ikke skal forskes og udvikles af sygeplejersker. Men det er måske ikke det mest nødvendige lige nu? Det er måske vigtigere, at den ekstreme underbemanding omkring patienterne får et løft?

Jeg forstår så godt sygeplejersker, som føler sig afmægtige hvis de stort set hver dag skal gå hjem med en følelse af ikke at kunne give den pleje og omsorg, som er en del af deres DNA og selve årsagen til, at de valgte dette fag. Og jeg ved godt, at det hverken løses med lidt mere i løn – eller et skulderklap eller (for Guds skyld ikke jo!) et honninghjerte. 

Det er nødvendigt, at det bliver mere attraktivt at være blandt de sygeplejersker, som tager sig af os patienter.

Så kunne man forestille sig, at vi i stedet begyndte at forfremme dem, som bliver hos patienterne og giver den basale sygepleje? At vi gav dem opbakning på en anden måde end ved at sparke dem opad og ind på et kontor? At vi måske tog nogle møg-opgaver fra deres skuldre, så de kunne udvikle sig i det, de gør så fremragende – uden at sætte dem ind bag en skærm og give dem en tillægstitel? Så de simpelthen fik bedre rammer og større lyst til at blive, hvor vi patienter har så hårdt brug for dem?