Skip to content

Har du lært din patient at kende?

Det betaler sig at lære patienten at kende. Både for patienten og for behandlingen

For tyve år siden havde jeg livet på spil på Rigshospitalets intensive afdeling efter en alvorlig trafikulykke. Jeg tilbragte fem uger i respirator. Store dele af tiden i kunstig koma – resten i en tilstand “lige under overfladen”, hvor angst, fortvivlelse, hallucinationer og mareridt bogstaveligt talt fik mig til at gribe ud efter alle, der nærmede sig min seng

Jeg var hunderæd for, at “de hvide” troede, jeg var en grøntsag, som bare lå der for at dø. Jeg kunne ikke tale for den slange, jeg havde i halsen, og jeg prøvede med alle mulige fagter at signalere til personalet, at jeg ikke var hjernedød. At de skulle hjælpe mig fri af den kvælende slang, så jeg kunne tale – og leve. Det er en oplevelse, som aldrig slipper sit tag i mig.

For nylig kom jeg til at tænke over den igen. Anledningen var, at direktør på Raoul Wallenberg Instituttet og menneskerettighedsekspert Morten Kjærum skrev et indlæg i Politiken om fordelene ved det, han kalder “den menneskerettighedsbaserede tilgang” med fokus på det enkelte menneskes værdighed. I dette tilfælde handlede det om ældre på plejehjem.

Det kan lyde noget højtflyvende. Men der var en meget konkret pointe og et dejligt konkret eksempel, som jeg bed mærke i. Nemlig at man på nogle plejehjem for demensramte er begyndt at skrive profiler på beboerne med oplysninger om deres tidligere levede liv, deres beskæftigelse, interesser – kort sagt alt det, der havde formet personen, før hun eller han blev ramt af sygdom. Altsammen med den hensigt at lære beboeren grundigt at kende og sørge for at gennemgå behandling og rutiner ud fra beboerens perspektiv – ikke fra institutionens vanlige rutiner. Det burde være en selvfølge – men er det altså ikke.

Morten Kjærum gav et eksempel med samme tilgang til patienten fra en psykiatrisk afdeling, som hans institut følger. Det viser sig (ikke overraskende for mig), at give ret enestående resultater med langt mindre magtanvendelse og mindre medicin. Og i tilgift langt større arbejdsglæde og mindre sygefravær hos personalet.

Jeg tænker, at det her perspektiv er så indlysende rigtigt, at det burde sættes i værk – ikke alene på plejehjem og andre institutioner – men også på sygehuse blandt (særligt) alvorligt syge. Det er klart, at et brækket ben eller en blindtarm ikke kalder på en længere personprofil af patienten. Men jeg er sikker på, at det i alvorligere og mere omfattende patientforløb vil have præcis samme positive effekt, som Kjærum beskriver. Altså bedre forløb for patienten og mere arbejdstilfredshed for personalet.

Og så var det, jeg kom til at tænke på mit eget forløb dengang på Rigets intensive afdeling.

Faktisk var her en sygeplejerske, som gjorde præcis, som Morten Kjærum beskriver. Han bad min daværende mand om at fortælle om mig. Og han bad endda om at få nogle fotografier af mig, som han hængte op på en skabslåge ved siden af min seng, så han (og sikkert også andre af de hvide engle) kunne se, hvad jeg egentlig var for en person inde bag alle slangerne og apparaterne. Det anede jeg intet om, imens jeg sloges for mit liv. Men jeg er sikker på, at det har gjort en forskel.

Og hvorfor nu det? Fordi det var denne sygeplejerske, som gav mig troen på, at der faktisk var én, der ville hjælpe mig, og som så mig som andet end en døende grøntsag. Han viste mig, at han vidste, der var liv i min hjerne – og talte til mig som den person (med vilje og temperament), han have fået beskrevet og set på billederne på skabet. Også selvom jeg ikke kunne svare.

I sidste del af mit forløb – på vej ud af respiratoren, hvor jeg lå “lige under overfladen”, stadig meget medicineret og med hjernen kørende på højtryk med halvt virkelige indtryk og halvt drømme og mareridt, kom han ind på min stue med en staveplade. Jeg havde netop fået slangen ud af halsen og følte en voldsom tørst og tørhed – og kunne ikke mæle et ord. Men jeg havde et voldsomt behov for at udtrykke mig. I første omgang om, at jeg var ved mine mine fulde fem (eller noget!) og at jeg var rasende tørstig.

Nu spurgte han mig, hvordan jeg havde det og rakte stavepladen frem. “VAND” skrev jeg med fingeren. Det fik jeg. Sammen med visheden om, at jeg var blevet “hørt” og set. Senere var det to krus med kaffe, han bragte ind til mig. Han må jo have vidst, at jeg elsker kaffe “med en lille smule mælk”, som han sagde til mig. Det var som om, det hele blev langt mere trygt efter den episode.

Jeg ved ikke, om dette her var (og er) rutine inde på Rigets intensive. Men for mig var det den vigtigste enkeltepisode i mit lange sygdomsforløb. Det var den helt rigtige behandling med udgangspunkt i, hvem jeg var.

Jeg har siden (vistnok uden, at der ligefrem forelå en “profil” på mig) følt mig rigtig fint behandlet med udgangspunkt i min person og mine udfordringer. De fleste sundhedspersonaler har jo heldigvis et særligt gen for den slags. Men jeg har sandelig også oplevet det modsatte, hvor alt for lang tid er gået og alt for mange resurser er brugt, fordi behandlere, uden overhovedet at se på “personen/profilen”, har fulgt rutiner og procedurer, som slet, slet ikke har passet for mig.

Enhver førsteårsstuderende sygeplejerske eller læge har hørt udtrykket “du skal se på patienten – ikke på diagnosen”. Måske man hellere skulle i retningen af “du skal kende patienten – ikke kun diagnosen”. Og indrette behandlingen efter det.

LinkedIn
Facebook

Om Anne

Jeg hedder Anne Meiniche, jeg er journalist, futurist, foredragsholder og “superpatient”. 

Min mission er at fremme en tættere, mere direkte og konkret dialog mellem patienter og sundhedspersonale, så vi kan udvikle et væsen med bedre sammenhæng, mere nærhed og mindre bøvl. Fremtidens patient skal deltage i sit eget forløb.

Du er altid velkommen til at kontakte mig via formularen nedenfor.