Skip to content

To kaffe og en staveplade - historien om en ulykke

I oktober 2000 kom min familie og jeg ud for ulykken, som man aldrig tror skal ramme én selv. På en landevej i Nordsjælland kolliderede vi med en tonstung, løsreven anhænger fra en modkørende mindre lastbil, og i samme øjeblik væltede vores liv.

Den ene af mine fire døtre brækkede ryggen og fik alvorlig indre læsioner. Jeg blev livsfarligt kvæstet og tilbragte 28 timer på operationsbordet, fem uger i respirator på Rigshospitalet og adskillige måneder i hospitalssenge.

Min bog “To kaffe og en staveplade" handler om forløbet efter ulykken.

Jeg har på egen krop oplevet systemernes samspil – og mangel på samme.

Jeg har set, hvad det gør ved folk, når det lykkes at komme igennem – og når de bliver tabt på vejen.

Begge dele kan man læse om i bogen.

“To kaffe og en staveplade” er en bestseller. Den har solgt 55.000 eksemplarer og bruges i undervisningen på sygeplejeskolerne.

Om bogen skrev sygeplejerske og lektor på Københavns Professionshøjskole Louise Støier for nylig til mig:

“… din bog gør en kæmpe forskel i forståelsen af, hvad mit fag sygepleje er – og hvorfor vores arbejde er så vigtigt – og hvor galt det kan gå, hvis man ikke er sig dette ansvar bevidst. Dine beskrivelser er så gribende, at alle mine studerende f.eks. nu forstår vigtigheden af altid at fortælle, hvad man gør og hvorfor man gør det, samt har en konkret forståelse for, hvorfor man aldrig taler hen over en patient, selvom man tror, at patienten ikke er ved bevidsthed. Og jeg kunne blive ved – for din fortælling er så beskrivende og vigtig”.

Køb bogen

Bogen findes som hardback, paperback og lydbog og e-bog.
 

Det siger læserne

“Jeg har med stor respekt læst “To kaffe og en staveplade”. Tak. Den fik både smilet, latteren, men så sandelig også tårerne frem. Hvor er det desværre rigtigt, det du tilkendegiver om vores sundhedsvæsen. Jeg har selv arbejdet der gennem 35 år, som sygehjælper, men er nu pensioneret.” 

Irene Krause.

 

“Som sygeplejerske gennem tredive år spørger jeg mig selv, nu tolv år efter udgivelsen af din bog, om vi egentlig har gjort fremskridt indenfor pleje og omsorg.” 

Pauline Nöel.

 

“Ligesom de mange andre i dit kommentarfelt, så har jeg også læst din bog, og det er en af de bøger der har brændt sig fast i min erindring, og har haft en kæmpe effekt på hvordan jeg har tilgået patienter. Tusinde tak”. 

Parvin Sølvsteen”

 

“Læste din bog under uddannelsen til sygeplejerske for 16 år siden, og det er noget af det som har gjort størst indtryk på mig, og stadig står klart for mig. Det påvirker min kommunikation til mine patienter dagligt!” 

Louise Nejmann

 

“Jeg læste din bog da den udkom. Jeg var forholdsvist nyuddannet sygeplejerske og den gjorde et uudsletteligt indtryk på mig Jeg har siden haft den i baghovedet i hele min sygeplejekarriere og anbefaler den stadig med jævne mellemrum. Dine meget dyrekøbte erfaringer har gjort en kæmpe forskel.” 

Mette Schou Rosdahl

 

“Jeg kørte galt d. 23 oktober 2013 og var indlagt i 5 uger på Riget. Sygeplejersken Lone sagde til mig, hun syntes jeg skulle læse din bog. Det har både min mand og jeg gjort. Der er så mange ting som du bekriver i din bog, som her mange år efter, er de samme problematikker, det er meget imponerende at det ikke har ændret sig.” 

Charlotte Kruse.

 

Det sagde anmelderne

“Anne Meiniche formår at berette om sit trafikuheld, sin kamp med genoptræning, sygehusvæsenet og det sociale system så fortællingen bringes ud over det private og bliver et livsvigtigt bidrag i sundhedsdebatten.”
***** 

Kathrine Lilleør, Berlingske.

 

“To kaffe og en staveplade” er spændende som en krimi, svær at lægge fra sig og god at få forstand af. Selvfølgelig bliver man lidt taknemmelig, “godt det ikke er mig”, men det er ikke derfor, Anne Meiniche har skrevet sin bog.”

Edel Hildebrandt, Politiken.

 

“Anne Meiniche er den emsige type, heldigvis – det er ikke kun hendes skelet, der er stålsat – men hun har et skarpt blik for de mange patienter omkring hende, som giver op og går tabt i et overbelastet sundhedsvæsen […] Ulykken har, om ikke andet, begavet hende med en social indignation af den skrappe, skarpe og varmblodige slags. Hendes type kan der aldrig komme for mange af i dansk presse.”
*****

Klaus Wivel i Weekendavisen.